KØB BILLET English
MENU

MUSIKERE

ARCTIC PHILHARMONIC SINFONIETTA (NO)

Et godt stykke nord for polarcirklen finder man verdens yngste og nordligst beliggende orkesterinstitution Arctic Philharmonic. Siden sin oprettelse i 2009 er orkesterinstitutionen blevet et af Nordnorges største kulturelle succeser.

Med særligt fokus på samtidsmusiske scene har Arctic Philharmonic markeret sig som kunstnerisk, kreativt og eksperimenterende samlingspunkt for Norges nordligste egne med flere store verdenspremierer fra opera til symfoni.

Trods det, at orkestrets repertoire spænder vidt, så fornægter dets egnslokale islæt sig ikke, hverken musikalsk eller visuelt. I Arctic Philharmonic er de musikalske rødder dybt forankret i hjembyerne Bodø og Tromsø, hvor både musikere og musik forstår at spille op til den rå naturkraft, som midnatssolens land repræsenterer.

På NJORD 2020 optræder Arctic Philharmonic for første gang på dansk jord med deres sinfonietta besætning. Arctic Philharmonic Sinfonietta vil fungere som dette års ensemble-in-residence og vil udover koncerter være beskæftiget i en workshop og koncert i samarbejde med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

 

Anne Søe Iwan (DK)

Anne Søe Iwan (f. 1969) begyndte at spille som 4-årig hos Ellinor Fribo på Frederiksværk Musikskole. Sidenhen fik hun undervisning hos Tove og Béla Detreköy på Det Danske Suzuki Institut og studerede på både Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium.

Hendes repertoire er bredt, og hun spiller alt fra ny og skæv kompositionsmusik med Athelas Sinfonietta Copenhagen til klassisk Bach som solist under kirkekoncerter.

Anne Søe Iwan underviser endvidere på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i violin, kammermusik og orkesterstemmespil, og så spiller hun på en Nicolaus Gagliano fra 1745, som Augustinus Fonden har stillet til rådighed.

Anne Søe kan opleves til koncerten NORDISK NATURLYRIK.

Berit Opheim (NO)

I hjemlandet Norge har Berit Opheim status som lidt af en nationalskjald. Hendes stemme er blevet beskrevet som både  smuk og karakteristisk og hendes repertoire indbefatter både jazz, klassisk og moderne musik.

Allerstærkest står dog hendes centrale rolle som fornyer af den stærke og traditionsrige norske folkemusik og -tone. Et arbejde, der ligeledes har ført til, at hun har arbejdet sammen med en lang række af norske musikere og komponister fra Per H. Indrehus, Nils Økland og Karl Seglem til Lasse Thoresen, Ragnhild Berstad og Rolf Lislevand. 

Berit Opheim er uddannet ved den Norske Musikhøggskole og har været tilknyttet Ole Bull Akademiet i Voss siden 1992.

På NJORD 2020 synger Berit Opheim et udvalg fra festivalkomponist Lasse Thoresens stykke HELLIGKVAD OP. 19.

David M.A.P. Palmquist (DK)

David M.A.P. Palmquist er hornist og tidligere ansat som hornist i det tidligere Radiosymfoniorkester såvel i Odense Symfoniorkester DR Sinfonietta m.fl.

Han har studeret ved Det Fynske Musikkonservatorium i Odense og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, hvorfra han debuterede i solistklassen. I 2004 blev han optaget i solistklassen ved Hochschule für Musik, Theater und Medien i Hannover hos professor Jan Schroeder.

David M.A.P. Palmquist optræder ofte som solist, er en aktiv kammermusiker og har som medlem af blæserkvintetten Carion vundet adskillige priser ved danske og internationale kammermusikkonkurrencer.

David M.A.P. Palmquist optræder med hornsoloen LAMENTO IN LONTANO under koncerten PRISON POEMS.

DuoH samarbejder med komponister fra Færøerne – musikken er her lyrisk, voldsom og improvisatorisk. Musikerne har begge en særlig passion for baritonsaxofonen på grund af dens varme og kraftfulde karakter. Derfor er der særlig fokus på værker for disse store og dybe saxofoner.

Ved brug af den menneskelige stemme og saxofonerne improviseres over kompositionerne. Musikken opstår i det særlige spændingsfelt mellem stramme kompositoriske linjer og improvisation, og færøske komponister har skabt musik til duoen, der binder den nye, nordiske tone sammen med ældre tiders frie udtryk. Lyrik af den færøske kunstner William Heinesen og grønlandske fortællinger er et omdrejningspunkt for DuoH.

Jeanette H. Balland og Charlotte H. Andersson er udøvende solister, orkestermusikere og kammermusikere. De spiller med bl.a. DR Symfoniorkester, Det Kgl. Kapel, er medlemmer af Copenhagen Saxophone Quartet og spiller hver især i ensembler med speciale i henholdsvis nykomponeret musik og folkemusik. 

På NJORD Biennale 2020 spiller DuoH til arrangementet Musikkens Markedsdag – LYDEN AF NORDATLANTEN. 

Esbjerg Ensemble (DK)

Esbjerg Ensemble fremfører klassisk kammermusik med kompromisløs kvalitetssans, og er anerkendt for sin nyskabende og alsidige programlægning. Ensemblet består p.t. af 10 temperaments- og udtryksfulde musikere fra hele verden-

Ensemblet har sat standarden for kammermusik i Danmark, og har haft stor betydning for hele det kulturelle liv i regionen og på landsbasis.
På initiativ af lokale kræfter og Kulturministeriet blev Esbjerg Ensemble oprettet i 1967 som det første professionelle kammerensemble i Danmark.

Ensemblet spiller hele den klassiske musiks kanon, men er i høj grad kendt for sin stilsikre fortolkning af moderne værker. Udover koncerter i Danmark, er Esbjerg Ensemble ofte at finde på internationale scener gennem jævnlige invitationer fra centrale europæiske festivaler- foruden tre store turnéer til Taiwan i løbet af de seneste år.

På NJORD Biennale 2020 spiller Esbjerg Ensembles strygere til arrangementet Musikkens Markedsdag – LYDEN AF NORDATLANTEN. 

KIMI TRIO (IS)

Er en islandsk trio med base i København. En "kimi" på islandsk betyder et lille eller smalt hjørne. Netop dette hjørne afspejler KIMI trios mærkværdige musikalske sammensætning og esoteriske repetoire.

Trioen består af Jónas Ásgeir Ásgeirsson på accordion, Katerina Anagnostidou på slagtøj og Þórgunnur Anna Örnólfsdótti, der er sanger.

Trioen mødte hinanden under deres fælles studietid og havde deres debut for fulde huse i sommeren 2018 med et program baseret på islandske komponister. 

KIMI trio opstræder på Musikkens Markedsdag under NJORD 2020 på Nordatlantens Brygge.

MAIKEN MATHISEN ScHAU (NO)

Fløjtenisten Maiken Mathisen Schau (f. 1970) er udannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1995 med solistdebuter i studier både København og Aalborg. Schau har desuden studeret i London hos den anerkendte fløjtenist Jonathan Snowden.

Allerede under studietiden var hun solist i Trondheim Symfoniorkester og vandt prisen som Årets debutant ved festspillene i Nord-Norge. Hun har sidenhen været en hyppig gæst i både norsk radio og TV, såvel som hun har høstet strålende kritikker både nationalt og internationalt. 

Siden 1999 har hun været fastansat som fløjtenist i Den Kgl. Norske Marines Musikkorps og er, ved siden af sit arbejde der, en efterspurgt kammermusiker og solist. Hun har ur-fremført en række norske værker, medvirket på godt 40 CD-indspilninger og optrådt ved flere store festivaler i ind- og udland. Maiken Mathisen Schau er også fløjetenist i den norske sinfonietta Ensemble Ernst.

På NJORD Biennale 2020 fremfører Maiken Mathisen Schau fløjtesoloen i Lasse Thoresens PRISON POEMS (2016/17). 

MARIA JOHANNSEN (DK)

Maria Johannsen er sopran og koncertsanger. Hun har sunget koncerter med opera- og oratoriearier og Lieder i Tyskland, Danmark, Italien, Skt. Petersborg og England.

Maria Johannsen er uddannet hos koncertsanger og antroposof, Jytte Carl. Hun synger koncerter, især med Lieder og holder koncertforedrag på tysk, dansk, engelsk og italiensk.

Sammen med døtrene Anna (cello og klaver) og Giuly (violin og klaver) har hun dannet ensemblet Corde di gioia. Af musikalske højdepunkter kan blandt andet nævnes koncerter med musik af Bach i Rom, optræden ved velgørenhedskoncerten Klassisk for fred og medvirken ved en mindehøjtidelighed for redning af de danske jøder i de Nordiske Ambassader i Berlin.

Maria Johannsen kan opleves som solist til koncerten NORDISK NATURLYRIK.

Messiaen Quartet Copenhagen (DK)

Messiaen Quartet Copenhagen er et ungt kammermusikensemble bestående af fire erfarne solo-og kammermusikere: violinist Malin William-Olsson, cellist Carl-Oscar Østerlind, pianist Kristoffer Hyldig og klarinettist Viktor Wennesz. MQC transmitteres ofte i P2-koncerten og har spillet i Tivolis Koncertsal med de internationalt anerkendte violinister Ray Chen og Carolin Widmann.

Udover at gå i dybden med de eksisterende værker skrevet for ensemblets særegne besætning – klarinet, violin, cello og klaver – udforsker og udfordrer MQC hele det klassiske repertoire og skaber koncertprogrammer, der sætter forskellige tiders musik og kvartettens mangfoldige instrumentkombinationer over for hinanden. Derudover ser ensemblet det som en vigtig opgave at bestille, uropføre og arbejde i dybden med værker af danske komponister. MQC er netop vendt hjem fra turné i Musik i Syd i Sverige og er en af basisensemblerne i Østerbro Koncertforening.

MQC spiller en Late Night-koncert på NJORD 2020s åbningsaften. 

Michala Petri (DK)

Vidunderbarn og virtuos blokfløjtesolist. Allerede som 11-årig debuterede hun som solist i Tivolis Koncertsal. Sidenhen har hun turneret verden tynd og spillet mere end 4000 koncerter. Det er vist ikke for meget at sige, at danske Michala Petri (f. 1958) er en af verdens dygtigste og mest anerkendte blokfløjtenister.

Af internationale topnavne, som Petri har arbejdet sammen med, kan nævnes som Heinz Holliger, Gidon Kremer, James Galway, Keith Jarrett og Claudio Abbado. Siden 1992 har Michala Petri dannet duo med guitar- og lutspilleren Lars Hannibal, med hvem hun har turneret flittigt. 

Petris repertoire spænder vidt fra tidlig barok til den helt ny komponerede musik, hvor en levende interesse for at udforske og udvide sit instruments muligheder har gjort hende til en markant inspirationskilde for mange af nutidens komponister i både ind-og udland.

På NJORD Biennale gæster Michala Petri lørdagens program på Nordatlantens Brygge.

MOGENS DAHL (DK)

Mogens Dahl (f. 1953) er dirigent og grundlægger af Mogens Dahl Kammerkor, et af Skandinaviens førende vokalensembler. Han er uddannet i musikvidenskab fra Aarhus Universitet og i komposition fra Det Jyske Musikkonservatorium, suppleret med studier hos blandt andre Eric Ericson og Jorma Panula.

Mogens Dahl har dirigeret talrige TV- og radioproduktioner og sceniske produktioner på adskillige ansete operaer og koncerthuse rundt om i verden. Som dirigent har han vundet ry for en helt særlig forståelse for vokalmusikkens særegne kvaliteter, og høstet fremragende anmeldelser overalt i Skandinavien. I 2005 realiserede han drømmen om sit eget koncerthus i København: Mogens Dahl Koncertsal, hvor der løbende afvikles prestigefyldte kammermusikserier med store internationale navne. 

En lang række af Mogens Dahls banebrydende projekter er baseret på ny-skrevne værker, dedikeret til Mogens Dahl Kammerkor af førende komponister i Skandinavien. Korets seneste udgivelse er således indspilninger af Nordic Mass for kor og cello til tekster af Tomas Tranströmer og The Passion of St. John for countertenor, baryton, tuba, kammerkor og strygekvartet.

Alle værker, komponeret specifikt til Mogens Dahl Kammerkor af Sven-David Sandström og uropført på henholdsvis Bergen Festspillene i 2014 og i Berliner Konzerthaus i 2016.

På NJORD Biennale 2020 opfører Mogens Dahl sammen med sit kammerkor dette års composer-in-residence Lasse Thoresens PRISON POEMS (2016/17). 

MOGENS DAHL KAMMERKOR (DK)

Mogens Dahl Kammerkor er et professionelt ensemble af udvalgte sangere fra hele Norden. Koret blev grundlagt af dirigenten Mogens Dahl i 2005 og har siden etableret sig som et af de mest fremtrædende klassiske ensembler i regionen.

Koret er kunstnerisk funderet i den nordiske a cappella-tradition, men med sit mål om at påvirke den fremtidige dagsorden for vokalmusik i Norden, søger koret konstant nye horisonter.

Mogens Dahl Kammerkor optræder ofte med ny-komponeret musik af etablerede nordiske komponister skrevet specielt til ensemblet. Koret har således uropført bl.a. komponist Sven-David Sandströms Nordic Mass på Festspillene i Bergen og The Passion of St. John i Konzerthaus Berlin.

På NJORD Biennale 2020 opfører Mogens Dahl Kammerkor dette års composer-in-residence Lasse Thoresens PRISON POEMS (2016/17). 

 

Musikteatret SAUM (DK/Nordisk)

SAUM er et nordisk musikteater, der producerer moderne operaer for særligt børn, men også voksne. SAUM betyder ”søm” på ny-norsk. Søm i betydningen af den syning der forbinder to stykker stof eller kanter sammen. For som SAUM selv udtrykker det: ” Vi vil gerne både forbinde og give kant!”.

Hos SAUM er det væsentlige at skabe forestillinger, der favner og formår at forbinde den klassiske musiks forcer med indsigterne for godt børneteater, for herigennem at være medvirkende til at skabe og skubbe rammerne for børnekulturen.

Musikteatret SAUM blev stiftet i 2010 af den klassisk uddannede sanger Ingeborg Fangel Mo, som har boet en årrække i Norge. I dag driver Ingeborg Fangel Mo Musikteatret SAUM sammen med en række skiftende musikere, sangere og skuespillere.

SAUM spiller musikteaterforestillingen VØLVENS DOM på Nordatlantens Brygge lørdag den 1. februar under konceptet Musikkens Markedsdag.

 

 

 

NORDIC VOICES (NO)

Nordic Voices er en innovativ og prisvindende a cappella gruppe fra Norge bestående af sopranerne Tone Elisabeth Braaten og Ingrid Hanken, mezzosopran Ebba Rydh, tenorerne Per Kristian Amundrød og Frank Havrøy samt bas Rolf Magne Asser.

Gruppen har eksisteret siden 1996 og alle seks sangere er uddannet ved henholdsvis den norske Musikkhøgskole og Operahøgskole.

Nordic Voices er i særdeleshed kendt for deres kunstneriske kreativitet, alsidighed, dygtighed og karisma. Under deres koncerter udforskes typisk et bredt spektrum af musikalske udtryk og deres repertoire spænder over gregoriansk sang, nyfortolkninger af religiøse tekster til værker med elektronika, sampling og videokunst.

Sammen komponisten Lasse Thoresen har Nordic Voices desuden medvirket til at gentænke og udvikle nordisk vokalmusik.

På NJORD 2020 synger Nordic Voices vokalværkeren LAND OF YOUR LOVE OG VOCAL SEXTET OP. 42 under fredagens koncertprogram.

Ólavur Jakobsen (FO)

Den klassiske guitarist Ólavur Jakobsen (f. 1964) begyndte allerede i en tidlig alder spille guitar med inspiration fra sin far.

Til at begynde med var spillede han mest pop, country og rock. Han blev præsenteret for Chet Atkins, Hank B. Marvin og Django Reinhardt og af tidlige inspirationskilder kan nævnes Led Zeppelin, The Beatles og Jimi Hendrix.

Det var først efter, at han blev introduceret for guitarlegenden Andrés Segovia og senere Sir Julian Bream, at han følte sig kaldet til at spille klassisk guitar.

Ólavur Jakobsen har studeret ved det Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København hos guitarist Ingolf Olsen. Han har senere videreuddannet sig i Paris hos den franske guitarist Roland Dyens og deltaget i masterclasses med Sir Julian Bream og David Russell.

Ólavur Jakobsen er medstifter af det færøske kammerensemble Aldubáran. Ólavur Jakobsen bor til daglig på Færøerne og deler sin tid mellem koncerter, turner, undervisning og promovering af færøsk musik.

Ólavur Jakobsen spiller en solokoncert til Musikkens Markedsdag den 1. februar under NJORD Biennale på Nordatlantens Brygge.

Peter Herresthal (NO)

Den prisvindende norske violinist Peter Herresthal (f. 1970) har optrådt med orkestre og ensembler over hele verden. Fra Melbourne til Wien med Melbourne Symfoniorkester og Wiens radiosymfoniorkester, med BBC Philharmonics og Londons Sinfonietta såvel som med en perlerække af skandinaviske orkestre. 

Herresthal er kendt for sine virtuose soloer og respektfulde fortolkninger af nogle af samtidens største violinkompositioner. Han har blandt andet arbejdet tæt sammen med komponisterne Per Nørgård, Thomas Ades, Kaija Saariaho, Henri Dutilleux and Arne Nordheim

Senest har han turneret i Europa og USA tyndt med arien Vers toi qui es si loin, skrevet specifikt til Herrestahl selv af komponist Kaija Saariaho såvel som med hendes violin concerto Graal Theatre.

Herrestahl er desuden professor ved Norges Musikkhøgskole og gæsteunderviser ved Royal College of Music London og New York University. Siden efteråret 2019 har Herresthal også undervist på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Herrestahl spiller på en GB Guadagnini fra 1753. 

På NJORD 2020 optræder Herrestahl med Eivind Buenes VIOLINKONCERT (2013) og Kaija Saariahos VERS TOI QUI ES SI LOIN (2018). 

Staka (IS)

Staka er et islandsk kammerkor, der arbejder og har base i København. Koret blev etableret i efteråret 2004 og har siden afholdt mange koncerter i Danmark og udlandet, ofte med andre Nordatlantiske fra Grønland og Færøerne.

Staka består af i cirka 20 sangere, hvoraf de fleste har en baggrund korsang og en eller anden form for sang- eller musikuddannelse bag sig.

Korets repertoire er stort, men de fokuserer især på nyere islandsk kormusik, da korets formål i høj grad er at repræsentere den vidtfavnende og moderne islandske musikkultur.

Herudover har Staka optrådt til festivaller, officielle statslige arrangementer stævner og deltaget i filmindspilninger og koncerter i udlandet.

Staka optræder på Musikkens Markedsdag den 1. februar under NJORD Biennale på Nordatlantens Brygge.

TANJA ZAPOLSKI (DK)

Tanja Zapolski er en af mest talentfulde pianister inden for den klassiske musikscene.

Siden sin debut 2008 har hun høstet stribevis af roser for sit intense og ekspressive klaverspil. Ingen stilart eller kontekst er for smal, skæv eller populær for Tanja Zapolski, hvis repertoire spænder fra barok over romantik til pop og elektronika.

Tanja har optrådt som solist med bl.a. Danmarks Radio Symfoniorkester, Copenhagen Phil, Det Kgl. Kapel, samt Oslo, Helsingborg, Odense, Århus og Sønderjyllands Symfoniorkestre, Münchener Kammerorchester. Hendes fordomsfri og nysgerrige tilgang til musikken har ikke blot ført hende verden rundt, men også ført hende til at spille i overraskende konstellationer og vinde et hav af priser og hædersbevisninger fra “Ugens Navn” på P2 over en første præmie i konkurrencen Nordic Talents til Gladsaxe Musik Pris og Wihelm Hansens Pris.

På NJORD 2020 optræder Tanja som solopianist på Late Night-koncertkonceptet LIG&LYT.

Tim Weiss (US)

Dirigent Timothy Weiss har fået stribevis af anerkendelser for sine forestillinger og dristige programmer i hjemlandet USA såvel som resten af verden. Hans repertoire inden for moderne kunstmusik er stort og frygtløst. Fra klassiske mesterværker til meget nylige kompositioner. 

I mere end to årtier har Weiss stået i spidsen for Oberlin Contemporary Music Ensemble, som under hans ledelse har bevist, at ensemblet kan konkurrere med nogle af de største orkestre verden over. Han har desuden modtaget prisen Adventures Programming Award af The League of American Orchestras for sit arbejde. 

For nyligt er Weiss tiltrådt som kunstnerisk leder af Arctic Philharmonic Sinfonietta i Bodø, Norge, foruden sine forpligtelser som blandt andet professor ved Oberlin Musikkonservatorium. 

På NJORD 2020 vil Tim Weiss føre dirigentstokken, når Arctic Philharmonic Sinfonietta optræder som årets ensemble-in-residence. 

NJORD | 30. jan – 02. feb 2020 | København

NJORD er Københavns biennale for ny, nordisk kunstmusik. Biennalen samler i 2018 en række komponister, musikere, visuelle kunstnere, digtere, instruktører o.a. i nordiske samarbejder omkring en række tværkunstneriske projekter.

TILMELD DIG NYHEDSBREV