KØB BILLET English
MENU

KOMPONISTER

EIVIND BUENE (NO)

Norske Eivind Buene (f. 1973) er ikke uden grund blevet beskrevet som en videbegærets og friktionens æstetiker. Som en sand kamæleon har han bevæget sig ind i mange forskellige kunstneriske verdener og udtryk og skabt musik, der bevæger sig i tværsnittet mellem klassisk notation og moderne improvisation med ekskurser til både poppen og litteraturens verden.

Uddannet ved Det Norske Musikakademi og bosat i Oslo har han tidligere være composer-in-residence for Oslo Sinfonietta. Siden 2000 har han erhvervet sig som freelancekomponist foruden sin beskæftigelse som både kritiker og skønlitterær forfatter.

Buene har skrevet til en lang række både nationale og internationale ensembler og orkestre, såvel som hans musik er blevet fremført på prestigefyldte spillesteder som Carnegie Hall, Berlin Philharmonie og Centre Pompidou. Siden 2015 har Buene været assisterende professor ved Det Norske Musikakademi.

Udover at skrive og komponere musik til solister, ensembler og orkestre indgår Buene ofte i samarbejder af mere eksperimenterende og improviserende art.

På NJORD 2020 er Buene repræsenteret med sin VIOLINKONCERT (2013) i en version for sinfonietta.

LASSE THORESEN (NO)

I fem årtier har Lasse Thoresen (f. 1949) komponeret værker med dybe rødder i den nordiske folkesang og -musik og markeret sig som en virtuos fornyer af selvsamme.

Med inspiration i folkemusikken, fransk spektralmusik, konkretmusikkens fader Pierre Schaeffer og den amerikanske komponist Harry Partch er Lasse Thoresen blevet beskrevet som en modsætningernes komponist. Med sine værker, der tæller både kammerværker, symfonier og kor- og vokalværker har han demonstreret en exceptionel stilistisk bredde samt evnen til at få det tilsyneladende uforenelige til at forenes.

Folkemusikkens særegne harmonier og rytmer blander sig med europæisk avantgarde, når Lasse Thoresen gang på gang komponerer grænsesprængende værker, som på utraditionel vis udfordrer og reflekterer konventionerne i den vestlige kunstmusik.

Centralt i Thoresens arbejder er ligeledes afsøgningen af musikken som artikulationsform.

Komplekse klangstrukturer og forskellige inspirationskilder udvikler sig i Thoresens hænder til erfaringsrum, der udsiger noget universelt om menneskets eksistens, ånd og natur. Således løber der igennem Thoresens samlede virke en understrøm af utæmmet naturkraft og en konstant sensibilitet over for menneskets åndelige dimensioner.

Lasse Thoresen er professor i komposition ved Norges Musikkhøgskole, hvor han har undervist i komposition, sonology og elektroakustisk musik siden 1975.

Han har modtaget et væld priser og udmærkelser både nationalt og internationalt. Bl.a. Norwegian Society of Composers’ ”Composition of the Year” award i 1981, 1992, 1994, kritikerprisen i 1987, Prix Italia, Prix Jacques DURAND og i 2010 blev han tildelt den prestigefyldte Nordisk Musikpris for sit banebrydende arbejde med vokalteknikker sammen med vokalsekstetten Nordic Voices i værket Vocal sextet op. 42.

På NJORD Biennale 2020 optræder Lasse Thoresen som årets festivalkomponist og vil derfor være repræsenteret ved utallige lejligheder.

 

NJORD | 30. jan – 02. feb 2020 | København

NJORD er Københavns biennale for ny, nordisk kunstmusik. Biennalen samler i 2018 en række komponister, musikere, visuelle kunstnere, digtere, instruktører o.a. i nordiske samarbejder omkring en række tværkunstneriske projekter.

TILMELD DIG NYHEDSBREV