KØB BILLET English
MENU

undefined
Foto: Bendo Schmidt // Mathilda Yokelin // Uni Árting

Musikkens Markedsdag – gå på opdagelse i lyden af Nordatlanten 

Lørdag den 1. februar fra kl. 11-17 slår NJORD Biennale 2020 i samarbejde med kulturhuset Nordatlantens Brygge dørene op for en dag fyldt med ny kunstmusik og nordiske folketraditioner for store såvel som små.

Programmet har vi døbt Musikkens Markedsdag. Fordelt på fem etager i historiske rammer i et Christianshavns gamle pakhuse inviterer vi til en vaskeægte opdagelsesrejse: Fra færøsk kædedans over islandsk kormusik, grønlandske sagn og børneopera til koncert med den verdensberømte fløjtenist Michala Petri.

MUSIKTEATER FOR BØRN

Musikteatret SAUM gæster med deres forestilling VØLVENS DOM. En børneopera inspireret af digtet ”Vølvens Spådom” fra den ældre nordiske mytologi. Vølven kan skue tilbage i fortiden og se ind i fremtiden – og det, hun ser, er kaos og Ragnarok, men også håb og genopstandelse.

VØLVENS DOM er en rå og uhyggelig forestilling om grådighed og forandring. Om en klode under pres såvel som en ukuelig tro på handling. 

I spidsen for forestillingen står den Reumert-nominerede islandske komponist Hugi Gudmundsson. På scenen og bagom produktionen står et hold fra Norge, Island, Færøerne og Danmark. 

MASKEDANS & GRØNLANDSKE SAGN

I Grønland har man en lang tradition for åndemaning. Maskedans – eller Uaajaarneq på grønlandsk – blev brugt af åndemanere til at komme i kontakt med ånder hinsides. Herboende skuespiller Benedikte ’Bendo’ Schmidt danser den traditionelle dans og indvier publikum i maskernes farver og symbolikker.

I skæret af en tranlampe vil Benedikte ’Bendo’ Schmidt også fortælle myter og sagn fra den grønlandske folketro.

KONCERTER

I pakhusets store sal på femte etage vil det i løbet af dagen være muligt at sætte sig til rette og nyde et udvalg af nordisk folklore og ny kompositionsmusik. Blandt andet vil det herboende islandske kammerkor STAKA diske op med et program af både nye og traditionelle islandske sange, mens fløjtenisten Michala Petri i selskab med Nordic String Quartet vil optræde med kompositioner af blandt andet færøske Sunleif Rasmussen.

FOTOUDSTILLING

I stueetagen og 1. sal vil man kunne opleve fotoudstillingen SIKU AJORPOQ – isen er usikker af fotograferne Ragnar Axelsson og Carsten Egevang. Gennem årtier har de to fotografer dokumenteret hverdagen i nogle Grønlands fjerneste egne. Her er morgendagen afhængig af dagens fangst og klimaforandringer alt andet end abstrakte fremtidsdystopier. 

MARKEDSPLADS

I hele huset i øvrigt vil man kunne opleve musik og poesi med rødder i hele Nordatlanten. Herunder duoen DuoDenum, der optræder med værket Piseq inspireret af et gammelt grønlandsk sagn, såvel som man vil kunne støde på den færøske guitarist Ólavur Jakobsen, der spiller unikke færøske toner.

 

 

 

Lørdag 1/2 //
// Nordatlantens Brygge 

Musikkens Markedsdag // 
// LYDEN AF NORDATLANTEN 

11-17 // Fri entre hele dagen

STUEETAGEN
11.00 Velkomst: Dørsnaps, saft og tørfisk

Hele dagen: Fotoudstillingen SIKU AJORPOQ – isen er usikker

1. SAL
11.30 Grønlandsk maskedans
13.30 Grønlandske sagn ved Bendo Schmidt
16.00 Danseforeningen Fótatraðk byder op til dans
Hele dagen: Hæng ud med isbjørnen

2. SAL
13.00 Færøsk guitarspil ved Ólavur Jakobsen
15.00 Nordatlantisk inspireret musik ved KIMI trio

3. SAL
Tag en slapper

4. SAL
12.00 Grønlandsk inspireret musik ved DuoDenum
14.00 Færøsk musik ved DuoDenum

5. SAL
12.00 Koncert: Islandsk kormusik ved Staka
13.00 Musikteater for børn: VØLVENS DOM
14.00 Koncert: Michala Petri og Nordic String Quartet
15.00 Musikteater for børn: VØLVENS DOM

Medvirkende

Michala Petri, solo fløjter (DK)
Nordic Strings Quartet (Nordisk)
Musikteatret SAUM (Nordisk)
Folkedanserforeningen Fótatradk (FO)
Bendo Schmidt (GL) 
Ólavur Jakobsen (FO)
KIMI trio (IS) 
DuoDenum (DK)
Staka (IS)
Ragnar Axelsson (IS) 
Carsten Egevang (DK)
m.fl.

NJORD | 30. JAN – 02. FEB 2020 | KØBENHAVN

NJORD Biennale er Københavns biennale for ny, nordisk kunstmusik. Biennalen samler en række komponister, musikere, visuelle kunstnere, digtere, instruktører o.a. i nordiske samarbejder omkring en række tværkunstneriske projekter.

TILMELD DIG NYHEDSBREV